17/05/2010

”Pladevennerne repræsenterer St. Thomas Hoodlife”



Kapitel 1 i en lille historie om de Dansk Vestindiske Øer, Charlotte Amalies ’Savan-ghetto’, og jagten på den forlængst tabte Island Funk.



”Listen, I’m not gonna sugar-coat it man, I definitely don’t recommend you going in there by yourselves… Definitely not..” –Lyder det med en kraftig caribisk accent fra den statsansatte Levi Farrel, da vi forklarer ham at vi skal ind og fotografere nogle huse i et område kaldet ’Savan’ som ligger i den vestlige del af byen Charlotte Amalie, på øen St. Thomas.

Levi, som oprindeligt er uddandet jazz-fluitist, er nu curator på Fort Christian, som er den første officielle bygning danskerne byggede da de kom hertil i midten af 1600-tallet, og det er her vi møder ham klokken ni om morgenen for at dokumentere fortets nuværende tilstand, der er kristisk, efter et mislykkedes renoveringsprojekt.


En fed backpacker-type på Fort Christian



Anker og Levi Farrel


Efter en gennemfotografering af Fort Christian skal vi til Savan, som er det område hvor de første frigivne slaver fik lov at bo, og det er bemærkelsesværdigt at der netop her, er så fattigt og farligt at vi konstant bliver mindet om at vi ikke bør gå derind uden en lokal kendt. Selvom det er halvandet hundrede år siden at Guvanør Von Scholten frigav slaverne, kan jeg ikke undgå at bemærke den stadigt tydelige forskel på status mellem de sorte og de hvide her på øen.

Inden vi forlader Levi Farrel når jeg at spørge ham om han kender til et sted hvor man kan købe gammeldags vinyl-plader, men han kigger på mig som om jeg er skør, og svarer, at det kan jeg godt glemme, for det er et medie der forlængst er gået tabt, og jeg mærker mit håb om at finde den fede Island Funk, svinde en ind.

Vi skal mødes med en meget velanset og højt respekteret græsrods-politiker, Myron Jackson, som skal være vores bodyguard når vi skal ind og fotografere i Savan-ghettoen, men inden da spotter jeg en pladebutik, som jeg med barnagtig glæde stormer ind i, i håb om at finde noget af det flade sorte guld.


Selvom det brager ud fra butikken med sweet reggae-music, mødes jeg af den samme skepsis da jeg spørger om vinylen. Butiksejeren forklarer, at det kan jeg godt glemme, for det er et medie der forlængst er gået tabt, og håbet svinder yderligere.

Vi mødes med Myron, en stor sort man, med en enorm autoritet. Han tager os med til Savan, hvor man med det samme mærker, de skulende blikke, og at det er godt at vi har vores ven med. Savan minder mig mest af alt om billeder og film fra det fattige Haiti. Vi passerer et gammelt skur bestående af bølgede blik-plader, og jeg tænker at det er sjovt hvordan sådan et lille redskabskur kan stå og få lov at forfalde. I det samme kommer en ca 15-årig pige gående ud derfra med sin skoletaske. Hun bor der tilsyneladende.

Et af de pænere huse i Savan



Savan-tags: "V.I.P.D - Whos gonna protect the citizen? - Crooks, robbers + thieves, Drug lords + Drug lord security, Murders, V.I.P.D style"


Vi går rundt i Savan med Myron og jeg spørger også ham om vinylplader, men han svarer, at det kan jeg godt glemme. Han spørger dog om jeg er Dj, hvortil jeg svarer ja, og han spørger til mid Dj-navn. Jeg har intet svarer jeg, og han siger at han skal nok finde på et til mig.

Efter lidt tid kommer vi forbi en baghave, hvor to hoodlems hænger ud. Myron begynder at snakke med dem, og vi bliver inviteret indenfor, for at se deres seneste fangst af krabber, der skal leve af kokosmælk i tre dage, før de kan spises.


De fyrer op for domino

Big boss Myron Jackson til højre


Vi tager hjem til vores hus på hjørnet af Nørregade og Krystalgade, hvor vi bor til leje hos en stor hvid man ved navn Ronnie. Han har arvet det enorme hus, hvor han bor alene og kører en lille bead and breakfast. Kontrasten fra de sortes kummerlige forhold i Savan og Ronnies kæmpe hus er stor, og jeg mindes endnu engang om den overalt tilstædeværende forskel på hvide og sorte.


Huset i Krystalgade hvor vi bor hos Ronnie Lockheart

Anker i Ronnies daglistue

Udsigten fra Ronnies daglistue

Ronnie optages i en eller anden loge/broderskab engang i 70'erne


Dagen efter vores besøg i Savan går turen til øen St. John, der er én stor nationalpark, hvor vi skal bo ud til vandet.

Det er herfra jeg skriver nu, og som jeg sidder her og ser solen gå ned over Atlanterhavet tager jeg migselv i at føle, at der er langt til den fattige Savan-ghetto.



Fortsættelse følger...

2 kommentarer:

  1. word life krissi- mad dope!

    Dejligt at læse lidt om din tur til den faldne koloniverden!
    Men c'mon og find det funk eller noget af det der west indian roots holy grail stuff.. Håber du har det godt med Anker!

    Møz fra heimdal

    SvarSlet
  2. heyo!

    super at høre fra dig. håber du har det svedigt. glæder mig til at fyre den af med dig, gin og øl. måske kød..

    one love. jens

    SvarSlet